Formål
?
Formålet med statistikken er at belyse omfanget og udviklingen i skibsfarten og godsomsætningen i Danmark samt strukturelle forhold om de danske havne. Ydermere offfentliggøres data om søulykker på danske skibe og i dansk farvand.
Statistikken har i sin nuværende form været udarbejdet siden 1997. Der har været opgjort skibsfartstatistik siden 1834, men først fra omkring år 1900 har statistikken været publiceret årligt. I perioden 1991-1996 har Danmarks Statistik kun udarbejdet summarisk statistik over havnenes godsomsætning.
Indhold
?
Statistikken indeholder oplysninger om omsætning af gods med skib i de danske havne. De primære oplysninger i statistikken er antallet af skibsanløb, godsmængder og destinationer. For de største havne findes endvidere oplysninger om skibstyper og -størrelse, flagstat, specifikke ind- eller udskibningssted og vareart. Statistikken omfatter også antallet af krydstogtspassagerer- og anløb i havnene.
De store havne, som håndterer mere end 1 mio. ton gods årligt, indberetter alle enkelte anløb med detaljerede oplysninger med fartøjet, oprindelses- og destinationshavn samt vareart, mens de mindre havne udelukkende indberetter årlige summariske oplysninger om antal anløb, godsmængder, vareart og regioner. Gods, der transporteres med passagerskibe og færger, indgår i den kvartalsvise statistik. Kvartalsstatistikkerne indeholder kun oplysninger om de store havne samt færgehavne, mens årsstatistikkerne indeholder oplysninger om alle havne medmindre andet er angivet.
Statistikken suppleres årligt med oplysninger om investeringer i havnene og med søulykker.