Indhold
?
Projektet skal sætte fokus på de vilkår, som danske ledere skal arbejde under i l990, og på de metoder, som vil være nødvendige for at udnytte vilkårene. Målet er dels at opnå stærkere og mere konkurrencedygtige danske virksomheder og dels at fremme fornyelsen i den offentlige sektor. I undersøgelsen deltager ledere, fagfolk og politikere. Deltagerne er således ledere fra både den private og offentlige sektor, medlemmer af organisationer, politikere, lederuddannere og ledelsesforskere. Med udgangspunkt i Dansk Management Centers internationale kontaktcenter, European Foundation for Management Development (EFMD), ønskede DMC at starte en dansk organisation, som kunne anvendes som internationalt forum for ledelsesinformation. For at etablere denne danske EFMD-organisation inviterede DMC repræsentanter fra virksomheder/institutioner fra såvel den offentlige som den private sektor. I mødet deltog 40 interesserede, som efter en orientering om EFMD og de muligheder, en EFMD-organisation kan give deltagerne, enedes om at nedsætte en arbejdsgruppe, som ville bistå DMC med at definere de konkrete opgaver for en dansk EFMD-organisation. Arbejdsgruppen havde i efteråret 1979 to møder, under hvilke man kom frem til, at opgaverne for den danske EFMD-organisation bør være international ledelsesudvikling og erfaringsudveksling. Der var endvidere bred enighed om, at man burde stile mod at etablere et projekt, som kunne bevise levedygtigheden for en dansk EFMD-organisation. Det projekt, som forventes gennemført, er DANSK LEDELSE ''90 - ET INTERNATIONALT PERSPEKTIV, som sætter fokus på generel ledelse som helhed ud fra internationale og danske synsvinkler. Dansk ledelse ''90 har som det ene udgangspunkt det internationale samarbejde mellem European Foundation for Management Development og American Assembly of Collegiate Schools of Business (AACSB) om det internationale perspektivprojekt, Management and Management Education in a World of Changing Expectations. Dette vil give en afklaring på de internationale forventninger og krav, man stiller til ledelse frem til år 2010, foranlediget af de vilkår, ledere vil komme til at arbejde under. Som grundmateriale er anvendt de væsenligste perspektivplaner, der er fremstillet i verden i dag. Direktør Jacques Lessourne for OECD''s fremtidsperspektivplan, Interfuture Project, har ledet perspektivprojektet. Praktiske virksomhedsledere har derefter sammen med ledere fra ledelsesforskningsinstitutter formuleret de forventelige krav til fremtidens ledelse. Materialet er behandlet på to internationale kongresser, og rapporter herfra er udsendt til adskillige ledere, politikere og forskere i hele verden for en vurdering af forslagenes relevans. På en afsluttende kongres i Paris i juni 1980 har ca. 600 virksomhedsledere, forskere og politikere diskuteret deres forventninger til fremtiden og forventninger til fremtidens leder og lederuddannelse. Med dette udgangspunkt igangsættes de tiltag, som vil føre til, at Danmarks væsentligste ressourcer, den menneskelige arbejdskraft, anvendes på en mere hensigtsmæssig måde, samt at Danmark bliver mere konkurrencedygtig overfor omverdenen. Undersøgelsen er således en scenario-undersøgelse, og nærværende materiale er det første i rækken. Hensigten med undersøgelsen er at måle danske lederes (fra den offentlige og private sektor), forskeres, politikeres, og organisationsfolks forventninger til 1990 - ikke et ønske om at beskrive en videnskabelig sandhed. Spørgeskemaet er opdelt i emner: Personlige forhold; oplysninger om respondentens alder og køn. Internationale forhold; spørgsmål ang. politiske og sproglige forholds betydning for international handel. Knaphed/tilstrækkelighed på ressourcer; spørgsmål ang. verdens råstofsituation. Videnskab,teknologi og produktion; spørgsmål ang. videnskabens og teknologiens udvikling samt arbejdskraftens anvendelse. Værdinormer i samfundet; spørgsmål ang. politiske, sociale og arbejdsmæssige værdinormer. Klasse og grupper af folk; spørgsmål ang. familiestrukturen og tilknytning til arbejdsmarkedet. Samfundets struktur; spørgsmål ang. politiske gruppers indflydelse på samfundet, offentlig regulering og offentlig produktion. Endvidere spørgsmål ang. antal beskæftigede i forskellige erhverv og antal virksomheder i forskellige brancher. Arbejdsmarkedet; spørgsmål ang. lønsystemer, ansættelsessystemer og job-affinitet. Ledelse; spørgsmål ang. ledelsens struktur socialt og organisatorisk. Lederevner - færdigheder; spørgsmål ang. krav til lederne i det private erhvervsliv og det offentlige på tre forskellige niveauer; topledere, mellemledere og arbejdsledere/sektionschefer. Alle spørgsmål angår situationen i Danmark i 1990 sammenlignet med situationen i dag