Indhold
?
Observas opinionsundersøgelser:
-------------------------------
Observa har fra 1967 gennemført undersøgelser af holdninger og livsvaner, dels gennem såkaldte prøvevalg (postale valgpanelsundersøgelser) dels gennem mere omfattende interviewbaserede indstillingsundersøgelser. Prøvevalgsundersøgelserne er foretaget jævnligt i hele perioden (ca. 10 gange hvert år), medens indstillingsundersøgelserne kun blev foretaget kvartalsvist i årene 1969 til 1972. Det lange tidsrum med jævnligt indsamlede, ensartede datamaterialer giver muligheder for forskellige tidsserieanalyser, især hvad angår partipræferencer. Andre emner er sædvanligvis mere flygtigt behandlede pga. de vilkår, hvorunder undersøgelserne er foretaget (de er tilrettelagt med offentliggørelse i dagspressen for øje, det dagsaktuelle har været betonet, og emnerne er begrænset til problemkredse, der lader sig beskrive med et mindre antal spørgsmål). Prøvevalgene gennemførtes indtil udgangen af 1971 for dagbladet Aktuelt og fra 1972 for Morgenavisen Jyllands-Posten. Indstillingsundersøgelserne blev udelukkende gennemført for Jyllands-Posten.
Observa Prøvevalg 1978:
----------------------
I 1978 gennemførte Observa i alt 10 prøvevalg. Enslydende spørgsmål, omhandlende demografiske forhold samt partipræference, er i DDA samlet i undersøgelsen DDA-0981: Observa Prøvevalg 1978, mens de enkelte, fuldstændige prøvevalg, der indeholder forskellige aktuelle spørgsmål, findes som DDA-0982 til DDA-0991. Nærværende undersøgelse (DDA-0982: Observa Prøvevalg 1978, februar-undersøgelsen) indeholder oplysninger om: Deltagelse i og stemmeafgivelse ved kommunalvalget og amtrådsvalget den 7. marts; udskydelsen af rømningen af Christiania; prioritering af de store investeringsplaner: Storebæltsbroen, indførelse af naturgas, indførelse af atomkraft, udbygning af motorvejsnettet, el-drift for DSB; abonnement på Falck i husstanden; overgang af De Danske Redningskorps til det offentlige; indtægtsbestemmelse af folkepensionen; morgenbøn og morgensang i folkeskolen; partipræference; skolesøgende børn i husstanden; læsning af ugeblade.
Derudover indeholder materialet også de såkaldte stamoplysninger:
Respondentens køn, fødselsår, civilstand og stilling i familien. Bopælens geografiske placering (landsdel og amt) og urbaniseringsgrad samt boligens art og ejerforhold til boligen. Respondentens uddannelse, beskæftigelsesmæssige status, stillingsbetegnelse og medlemskab af faglig organisation. Endelig hvilket parti respondenten stemte på ved det sidste folketingsvalg (1977) eller årsager til, at respondenten ikke stemte