Indhold
?
Formålet med flygtningearbejdet i Danmark er - foruden at tilbyde fysisk og juridisk beskyttelse - at tilbyde støtte og iværksætte hjælpeforanstaltninger så det, når tiden er inde, vil blive muligt for flygtningene at deltage i samfundet på lige fod med den danske befolkning. Formålet er, med andre ord, at påbegynde en proces, hvis formål er funktionel integration, dvs. en proces, der medfører en gradvis og harmonisk tilpasning til samfundet, men som samtidig gør det muligt for flygtningene at bevare deres oprindelige kultur og etniske identitet. Den vigtigste opgave er at bibringe flygtningene sproglige, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige færdigheder i en sådan udstrækning, at de vil være i stand til at udnytte deres egne ressourcer og evner, når de skal skabe sig et liv og en karriere i det modtagende land.
Gennem de sidste 30 år, hvor flygtningearbejdet er blevet fast etableret i Danmark, er der ingen, der har sat spørgsmålstegn ved hovedformålet med dette arbejde. Midlet til at opnå dette mål er integrationsarbejdet. Der findes ikke i lovene eller hos de myndigheder, som udfører det daglige praktiske arbejde med integration af flygtninge, en mere præcis formulering af formålet med dette arbejde, end at det er at opnå lighed mellem danske statsborgere og de nye borgere.
Kendskabet til, i hvor høj grad og i hvilke områder integrationsarbejdet i Danmark kan siges at have levet op til formålet, er meget begrænset. Dette skyldes sandsynligvis først og fremmest, at opgaven indtil 1984 var meget beskeden set ud fra et social-økonomisk synspunkt. Det var først, da der kom fart på den indgående strøm af flygtninge i efteråret 1984, at man begyndte at interessere sig for den praktiske gennemførelse af integrationsarbejdet og dette arbejdes forskellige aspekter og metoder.
Nærværende undersøgelse er den første i en række, som Socialforskningsinstituttet har iværksat med det formål at undersøge de kortsigtede såvel som de langsigtede virkninger af integrationsarbejdet.
Der fokuseres på overgivelsen af forsorg fra Dansk Flygtningehjælp til kommunerne, dvs. en afgrænset, men vigtig fase i integrationsprocessen, nemlig når flygtningene - efter en periode på gennemsnitlig 18 måneder med en omfattende ressourceinvestering - begynder at blive integreret i det danske samfund. Denne periode skal følgelig også efter modtagelsesmyndighedernes opfattelse gøre flygtningene i stand til at stå på egne ben og være berettigede til de samme ydelser og have de samme forpligtelser som danske statsborgere og andre indvandrerkategorier.
Den første undersøgelse beskæftiger sig med en kortsigtet betragtning af integrationsprocessen. Den søger at belyse de kommunikations- og koordinationsproblemer, som de systemer, som udfører det daglige integrationsarbejde, står over for.
Indtil 1984 var det kun et fåtal af kommuner - især i de større byer - som havde haft flygtninge på bistandshjælp og som følgelig havde fået erfaring med den form for praktisk socialt arbejde. Den store stigning i antallet af flygtninge gjorde det nødvendigt at ændre politik angående geografisk fordeling. Mange kommuner, som ikke havde forudgående erfaring, måtte involveres i arbejdet, dvs. forsøget med at fordele flygtningene ligeligt over hele landet.
Et hovedargument for at insistere på, at netop denne fase i processen fortjener speciel opmærksomhed fra et social-politisk synspunkt, har at gøre med de håb, der er forbundet med denne fase. Som nævnt ovenfor forventes det - skønt det ikke fremgår eksplicit - at de største forhindringer for at begynde et liv med omtrent samme type og udstrækning af hjælp og støtte, som tildeles landets egne borgere, på dette tidspunkt er ryddet af vejen. Disse håb kan noget summarisk udtrykkes som en forventning om, at flygtningene efter en 18-måneders integrationsperiode i det store og hele vil kræve de samme sociale tjenesteydelser i kommunerne som de faste revalidender.
Et andet argument for at fokusere på overgangen fra eet støttesystem til et andet har at gøre med de sociale forhold i Danmark i den periode, hvor strømmen af spontane flygtninge tiltog. Trods en stigning i beskæftigelsen fra efteråret 1982 til efteråret 1984 var arbejdsløsheden stadig betydelig. Med hensyn til forskellige uddannelsesmuligheder var denne periode ligeledes kendetegnet ved mangel på ressourcer. Især gav den uændrede eller endda større boligmangel kommunerne endnu større og vanskeligere problemer i forbindelse med modtagelse af flygtninge, end tilfældet ville have været under mere favorable sociale forhold.
Endelig er det vigtigt at pege på endnu en faktor. Socialt arbejde, hvad enten det er integration af flygtninge eller løsning af mange andre problemer, får en uvurderlig opmuntring gennem personligt engagement og offentlig støtte. Mange års erfaring med integration af flygtninge i Danmark har vist, at uden bred folkelig opbakning er mulighederne for at flygtningeintegrationen lykkes, stærkt begrænsede. Også i den henseende var perioden med den store flygtningestrøm temmelig ugunstig. Den måde, som flygtningene blev mødt på, var meget køligere, end tidligere flygtningegrupper oplevede.
Undersøgelsen består af to dele. Første del (som er den del, der forventes overført til DDA, og som danner grundlaget for oplysningerne i nærværende studiebeskrivelse) er baseret på et postspørgeskema udsendt til socialforvaltningerne i de 103 kommuner, der har haft flygtninge under forsorg i perioden 1. januar til 30. september 1986. Anden del blev gennemført ved hjælp af kvalitative interviews i fire udvalgte kommuner (Helsingør, Herning, Odense og Nykøbing Falster). Formålet var at beskrive og analysere ''overførslen'' totalt set, herunder de lokale forhold omkring arbejdet med at overgive og at modtage flygtningene. Medarbejdere og ledelsesrepræsentanter i såvel overgivende som modtagende instanser blev interviewet, ligesom der blev gennemført interviews med enkelte flygtninge og med personer, der var involveret i det lokale flygtningearbejde, i hver af de fire kommuner