Indhold
?
Socialforskningsinstituttet gennemførte i 1976 to undersøgelser under fællesbenævnelsen invalidepensionistundersøgelserne. Den ene (nærværende) er den lægeligt igangsatte og ledede undersøgelse ''Invaliditetsbegrebet belyst ved praksis for tildeling af invalidepension''. Denne undersøgelse er baseret dels på en gennemgang af et antal tilfældigt udvalgte sager i Invalideforsikringsretten, dels på en efterundersøgelse af en del af de personer, hvis ansøgninger har været gennemgået. Den anden undersøgelse er Socialforskningsinstituttets undersøgelse af ''Invalidepensionisters baggrund og levevilkår'' (DDA-1377: Invalidepensionisters levevilkår, 1976). Denne undersøgelse er hovedsagelig baseret på interviews med et antal ansøgere til invalidepension. # Baggrunden for de to undersøgelser var, at antallet af invalidepensionister i de seneste år op til undersøgelsestidspunktet havde været stærkt stigende, både absolut og i forhold til den samlede befolkning. Selv om forskellige undersøgelser havde berørt invalidepensionistproblematikken, var disse to undersøgelser de første her i landet, der på omfattende vis beskæftigede sig direkte med denne befolkningsgruppe. Formålet med nærværende undersøgelse var, kort fortalt, at belyse, hvorledes invaliditetsbegrebet var udformet gennem den praksis, som Invalideforsikringsretten fulgte ved behandling af ansøgninger om invalidepension, samt at undersøge, om de anvendte invaliditetskriterier var reproducerbare og relevante. Formålet med undersøgelsen vedrørende invalidepensionisters baggrund og levevilkår var dels at beskrive personernes erhvervsmæssige og øvrige baggrund, dels at belyse tilværelsen som invalidepensionist. # De vigtigste hypoteser (dvs. antagelser, som ville blive søgt bekræftet eller afkræftet ved analysen af de indsamlede data) i de to undersøgelser var: # #1. Ansøgerne kunne formodes at fordele sig skævt i forhold til # befolkningen med hensyn til uddannelse, alder, erhverv, # civilstand og bopæl, idet kort uddannelse, dårlige sociale # forhold og tungt fysisk arbejde disponerer til invaliditet. # #2. Det antoges, at invalidepensionisternes tidligere tilknytning # til arbejdsmarkedet ville være af varierende styrke. Dog # ville den største gruppe have haft en fast langvarig # heltidsbeskæftigelse. I en lang række tilfælde vil forhold på # arbejdsmarkedet og omkring arbejdsmiljøet kunne antages at være # årsag til, at der søges om invalidepension. # #3. En persons funktionsniveau og arbejdsevne vil antagelig # nedsættes af en fysisk eller psykisk sygdom, således at graden # af funktionsnedsættelse tiltager med sygdommens eller # handicappets sværhedsgrad. Et handicap eller en sygdom vil # imidlertid ikke nødvendigvis medføre invaliditet. Personen kan # eventuelt kompensere herfor. Muligheden for kompensation # afhænger af personens fysiske, psykiske og sociale udrustning. # En persons helbredsmæssige tilstand var derfor antagelig et # dårligt mål for invaliditet. # #4. Det antoges, at Invalideforsikringsretten tog ansøgernes # sociale forhold i betragtning, men i rettens praksis var det # fastlagt, at sygdomssymptomer af en vis styrke skulle være # til stede hos ansøgerne, for at der kunne tilkendes # invalidepension. Endvidere var der for visse symptomer # formodentlig en direkte sammenhæng mellem symptomstyrke og # pensionsgrad. Invalideforsikringsretten baserede således sine # kendelser på helbredsmæssige kriterier. # #5. Den prognose, som Invalideforsikringsretten stillede, når den # afgav sin kendelse, ville antagelig holde for de ansøgere, der # fik tildelt pension. De ville sandsynligvis efter en # observationsperiode på 5 år vedblive at være erhvervshæmmede # på grund af sygdom. Derimod ville prognosen måske ikke være # rigtig for dem, der fik afslag. De ville antagelig også være # syge og erhvervshæmmede. Ansøgere om invalidepension ville # have højere dødelighed end den øvrige befolkning, og der ville # være højere dødelighed blandt ansøgere, som fik tilkendt # pension, end blandt ansøgere, der fik afslag. # #6. Det formodedes, at invalidepensionister kun i ringe omfang # ville have erhvervsarbejde, selv når de fik laveste pension. # De færreste invalidepensionister ville føle, at de var i stand # til at klare et arbejde, og ville derfor heller ikke ønske at # arbejde. # #7. Invalidepensionister ville formodentlig have dårligere social # kontakt end andre i samme køns-, alders- og civilstandsgrupper. # De antoges at føle sig ensomme og isolerede. # #Nærværende undersøgelse havde som hovedformål: 1) at give en beskrivelse af helbred og sociale forhold hos en årgang af invalidepensionsansøgere, 2) at belyse de helbredsmæssige og sociale forløb op til pensionsansøgningstidspunktet, 3) at beskrive, hvordan det går en ansøgerårgang helbredsmæssigt og socialt i løbet af 5 år, samt 4) at beskrive Invalideforsikringsrettens praksis for tildeling af pension og bedømme, om de invaliditetskriterier, som Invalideforsikringsretten anvendte, var reproducerbare og gyldige for vurderingen af, om en person var invalid. # Populationen til undersøgelsen består af førstegangsansøgere til invalidepension i 1971 - i alt 19.281 ansøgere. Det var væsentligt for undersøgelsen, at populationen består af førstegangsansøgere. Det er en population, der er ensartet med hensyn til det tidspunkt, hvor erhvervshæmningen er så udtalt, at der søges om pension. Man ønskede at beskæftige sig med forløbet op til det tidspunkt, hvor erhvervshæmningen forårsager ansøgning om pension, tilstanden på kendelsestidspunktet og endelig forløbet i den følgende 5-års periode. Dette forløb vil tidsmæssigt være ens for hele populationen. I en population af blandede førstegangsansøgere og genansøgere ville forløbene have været tidsmæssigt forskudt og undersøgelsen derfor vanskeliggjort. # Det var hensigten at undersøge populationen ved at undersøge en stikprøve, som man udtog ved simpel tilfældig udvælgelse. Størrelsen af den udtagne stikprøve måtte afhænge af, hvor forskelligartet ansøgerårgangen var med hensyn til visse faste variable. Bedømmelsen heraf støttede sig til de erfaringer, som en forundersøgelse foretaget i 1975 havde givet. Det havde der vist sig, at en analyse af materialet i mange tilfælde krævede, at materialet blev splittet op i ret små undergrupper, fx fordelt efter køn, alder, diagnoser og erhverv. Det var derfor nødvendigt, for at disse grupper kunne blive af tilstrækkelig størrelse, at stikprøven blev betydelig større end forundersøgelsens, som var på 500. # En stikprøve (registreringsstikprøven) på 2.000 eller ca. 10 pct. af ansøgerårgangen ville være nødvendig for formålet, men samtidig så stor, at det kunne give praktiske problemer for den gruppe læger, der havde igangsat undersøgelsen, at undersøge den. Det var praktisk muligt at foretage registrering og indsamling af data fra 2.000 akter, men det ville ikke være muligt at foretage lægelig efterundersøgelse af så stor en gruppe ansøgere. Man valgte derfor at lade interviewene udføre af Socialforskningsinstituttet (interviewstikprøven) og udtage en mindre stikprøve på ca. 500 ansøgere til lægelig efterundersøgelse. Disse 500 ansøgere blev udtaget af den store stikprøve