Indhold
?
Denne undersøgelse er en registrering af det middelalderlige skeletfund ''Bygholm'' ved Raackmanns Fabrikker på Hattingvej lige vest for Horsens (Hatting Sogn og Herred).
Udgravningen foregik i sommeren 1984 og blev foretaget ved Vejle Kulturhistoriske Museum (VKH 1201). Det fremkomne antropologiske materiale blev overladt til Jesper Boldsen for bearbejdning på Matematisk Institut, Aarhus Universitet. Registreringen omfatter følgende variable:
A) Gravenes lokalisering og orientering: De anførte koordinater
er målt i udgravningens målesystem, og vinklen er vinklen
mellem dette systems anden akse og hovedaksen i graven.
B) Gravform: Tre typer af gravforme er registreret: Kistegrave,
grave med smal (kropsformet) bund og stensatte grave. De
stensatte grave er underklassificeret som følger:
Stenarrangement nr. 1: En issesten, dvs. en sten ved issen,
vest for hovedet, dog ganske nær ved det.
Stenarrangement nr. 2: En issesten og en fodsten, dvs. en sten
vest for hovedet og en øst for fødderne, begge sten er nær ved
skelettet, ofte står fødderne op ad den østre sten.
Stenarrangement nr. 3: En kindsten, dvs. en sten lige syd eller
lige nord for hovedet.
Stenarrangement nr. 4: To kindsten, dvs. en sten lige syd og en
lige nord for hovedet.
Stenarrangement nr. 5: To kindsten og to ankelsten, dvs. en
sten på hver side af hovedet og en på hver side af
anklerne-fødderne.
Stenarrangement nr. 6: Mange sten, dvs. tre eller flere sten
i hoved- og fodenden af graven. I eet tilfælde var der bygget
et helt lille stenkammer omkring hovedet.
Stenarrangement nr. 7: Andre nære sten, dvs. sten nær ved
skelettet, som ikke passer ind i stenarrangementerne 1-6;
nogle af disse er ufuldstændigt bevarede arrangementer af
en af typerne 1-6.
Stenarrangement nr. 8: Fjerne sten, dvs. sten i randen -
hyppigst i hjørnerne - af en bredbundet grav; stenene har ikke
ligget lige op ad liget ved begravelsen.
C) Armstillinger: Armstillingen er bestemt ud fra underarmens
placering i forhold til kroppen og specielt overarmen.
A: Armen ligger ned langs siden, eventuelt lidt ind over
bækkenet, hånden krydser dog ikke midtlinjen.
B: Underarmen ligger ind over bækkenet, og hånden ligger i
det mindste delvist på den anden side af midtlinjen.
Vinklen i albuen er over 120 gr.
C: Underarmen ligger ind over maven eller det nederste af
brystkassen, albuens vinkel er omtrent ret (75-120 gr.).
D) Fund: Der er opregnet følgende fundkategorier:
Keramik (antal skår), frådsten og/eller mørtel, tegl, trækul,
metalting (af jern, dvs. mest søm, eller af andet metal, dvs.
bronze eller andre kobberlegeringer).
E) Køn: Kønnet er bestemt til en af følgende kategorier:
F (kvinde), F? (sikkert en kvinde), ?F (muligvis en kvinde),
? (kønnet kunne ikke bestemmes), ?M (muligvis en mand), M?
(sikkert en mand) og M (mand). I statistiske sammenhænge
regnes F og F? for kvinder og M og M? for mænd.
F) Alder: I de fleste tilfælde er alderen givet i ret snævre
aldersintervaller. Dette betyder ikke, at primærundersøgeren
er bedre end andre til at aldersbestemme skeletter, men at han
har valgt at tillade en ret høj fejlprocent i
aldersbestemmelserne (det er sandsynligt, at 20-30 pct. af
dødsaldrene falder uden for det angivne interval). Dette valg
hænger sammen med den metode, som primærundersøgeren benytter
ved rekonstruktion af aldersfordelingen blandt de døde. Denne
metode giver erfaringsmæssigt de bedste resultater, hvis der
arbejdes med ''optimistiske aldersbestemmelser''.
G) Højden: Den målte højde er den, som er målt i graven efter den
metode, der er givet af primærundersøgeren (Boldsen, Jesper:
A statistical evaluation of the basis for predicting stature
from lengths of long bones in European populations. American
Journal of Physical Anthropology 65, no. 3, 1984), og den
beregnede højde er predikteret ud fra formlerne i samme
publikation.
H) Sygdomme: Der er kun noteret svære og iøjnefaldende tilstande,
derfor giver materialet ikke udtømmende besked om sygeligheden
i befolkningen. Registreringen af tandsygdomme er nok den mest
pålidelige. Det er bemærkelsesværdigt, at der kun er ganske få
invaliderende lidelser, og at de helede brud gennemgående er
helet i god stilling med et minimum af funktionsforstyrrelser.
I mindst to tilfælde har der været tale om øjeblikkelig dødelig
vold mod hovedet, i begge tilfælde er de pågældende fældet af
sværdhug