Indhold
?
Børn og børns vilkår, opdragelse og pasning - såvel privat som offentligt - er vigtige emner i denne tid. Det skyldes ikke mindst, at samfundsudviklingen på mange måder stiller store krav til småbørnsfamilierne.
Det kan være i form af ændrede arbejdstider, hvor tendensen i de sidste mange år har været, at flere er på arbejde uden for den traditionelle normale arbejdstid.
Det kan være som konsekvens heraf, at hverdagslivet har ændret sig, sådan at det i dag opleves mere splittet end nogen sinde før.
Ændringerne i forældrenes arbejdstider har for manges vedkommende medført behov for - og dermed stigende efterspørgsel efter - flere forskellige pasningsformer, spredt over flere af døgnets timer. Der stilles krav til den offentlige service om mere fleksible tilbud.
Der kan stilles spørgsmål ved, om det offentlige uden videre skal udbygge børnepasningen i takt med denne efterspørgsel, eller om der kan udtænkes andre muligheder i et tæt samspil mellem forældre og det offentlige.
På baggrund heraf nedsatte Institutionsafdelingen under Social- og sundhedsforvaltningen i Aalborg Kommune en arbejdsgruppe, som - med udgangspunkt i eksisterende driftsformer og byrådets målsætning om at afskaffe ventelisterne - skulle overveje og vurdere omlægninger og nye tiltag for at gøre tilbudene til kommunens børn mere fleksible.
Forslagene til fleksible løsninger skulle tage udgangspunkt i børnenes trivsel og vurderes ud fra brugersynspunkter og pædagogiske synspunkter. Arbejdsgruppen skulle i den forbindelse søge at afdække brugernes og lokalområdets behov for fleksibilitet i pasningstilbudene og vurdere eventuelle kombinationsmuligheder inden for 0-6 års området.
Som et led i arbejdsgruppens arbejde blev der foretaget en ''behovsanalyse'', idet arbejdsgruppen i november 1990 udsendte et spørgeskema til 1085 tilfældigt udvalgte forældre med børn under syv år.
Hensigten med undersøgelsen var primært at belyse tendenser i familiers behov for børnepasning. Mange forældre arbejder i dag på tidspunkter, som rækker ud over det tidspunkt, hvor det offentlige tilbyder pasning af børnene.
Det udsendte spørgeskema indeholder 24 overordnede spørgsmål, hvoraf en del har underspørgsmål. Spørgsmålene, der blandt andet er inspireret af lignende undersøgelser hos Socialforskningsinstituttet, BUPL, DSB og Viborg Kommune, drejer sig primært om forældrenes arbejdstider, krav til åbningstider, stillingtagen til alternative pasnings- og betalingsformer samt deres vurdering af dagplejen og daginstitutioner.
Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført som en udsnitsundersøgelse, der har omfattet 1085 husstande tilfældigt udvalgt fra 8481 husstande med småbørn, dvs. husstande, hvor det yngste barn er i alderen 0-6 år. Kriteriet for at inddrage en husstand i undersøgelsen har været, at husstanden har mindst eet barn i alderen 0-6 år, og at barnet er født enten den 10., 15. eller 20. i en af årets 12 måneder. Undersøgelsen omfatter ca. 13 pct. af samtlige husstande med småbørn i Aalborg Kommune