Indhold
?
Socialforskningsinstituttet og Danmarks Statistik har regelmæssigt i perioden fra januar 1974 til oktober 1991 gennemført de såkaldte omnibusundersøgelser. Ideen med disse undersøgelser er, at der indsamles data om flere forskellige emner i samme interview. Herved opnår man, at de indsamlede baggrundsoplysninger kan anvendes af flere undersøgelser, og derved reduceres omkostningerne ved dataindsamlingen.
Omnibusundersøgelserne blev påbegyndt, da der i Socialforskningsinstituttet, Danmarks Statistik, andre statsinstitutioner og blandt forskere m.v. med jævne mellemrum viste sig behov for at undersøge større eller mindre problemer uden at iværksætte selvstændige undersøgelser.
Omnibusundersøgelserne har således væsentligt forbedret mulighederne for at gennemføre følgende typer opgaver:
1. Mindre undersøgelser, der ud over traditionelle
baggrundsvariable kun vedrører så få variable, at etablering
af en selvstændig dataindsamling ikke er økonomisk forsvarlig.
2. Eksplorative undersøgelser, der har til formål at vurdere
fordelingen af en planlagt undersøgelses hovedvariable eller at
vurdere størrelsen af bestemte personkategorier eller
frekvensen af bestemte holdninger, som er af betydning for den
praktiske gennemførelse af en planlagt undersøgelse.
3. Etablering af et baggrundsmateriale, fx fordeling eller
frekvens i hele befolkningen af faktorer, som indgår i en mere
intensiv undersøgelse af en speciel befolkningsgruppe.
4. Tilvejebringelse af sammenligningsgrundlag eller kontrolgruppe
for allerede eksisterende materialer, som kun omhandler en
speciel del af befolkningen.
5. Opfølgning af kvalitative undersøgelser. Ved at anvende
centrale spørgsmål fra intensive undersøgelser kan man belyse i
hvilket omfang, forhold og sammenhænge, der er påvist i
kvalitative undersøgelser, forekommer i hele befolkningen.
6. Supplerende dataindsamling, fx i tilfælde hvor man under
analysen af et tidligere indsamlet datamateriale finder
problemer, som har været overset, eller som ved uheld er blevet
dårligt belyst ved hovedundersøgelsens dataindsamling.
7. Gentagelse af tidligere undersøgelser. For en del gennemførte
undersøgelser gælder, at det vil være ønskeligt med mellemrum
at foretage ny måling af nogle af undersøgelsens hovedvariable.
Det formelle samarbejde mellem Socialforskningsinstituttet og Danmarks Statistik omkring gennemførelsen af omnibusundersøgelserne ophørte med udgangen af 1991. Imidlertid har Socialforskningsinstituttet videreført og udviklet interviewkorpset og startede i februar 1993 en ny serie omnibusser: SFI-bussen, som udmærker sig ved at være fleksibel i designet - dvs. den udbydes i en grundmodel, som kan udbygges.
Grundmodellen:
SFI-bussen kører som ren telefonbus på et simpelt tilfældigt udsnit af befolkningen på 16 år og derover. Stikprøvestørrelsen sættes, så der netto interviewes 1000 personer. Der er et fast baggrundsskema, som varer 5 minutter, og som omhandler følgende oplysninger om interviewpersonen:
- køn og alder;
- skole- og erhvervsuddannelse;
- beskæftigelse;
- civilstand og børn;
- boligform;
- eventuel ægtefælles/samlevers uddannelse og beskæftigelse.
Der gives alene skriftlig interviewerinstruktion. Efter planen vil de faste bustider være: 1. primo februar, 2. primo maj, 3. ultimo august og 4. primo november.
Udbygningsmuligheder:
1. Stikprøven kan gøres større - generelt eller som specielle
ekstrastikprøver (fx dele af landet og/eller bestemte
aldersgrupper).
2. Bussen kan gennemføres som kombineret telefon/besøg eller ren
besøg.
3. Der kan afholdes instruktionsmøder.
4. Der er mulighed for udlevering af fil med egne spørgsmål plus
baggrundsspørgsmål.
Omnibusundersøgelsen august 1994 belyser følgende:
Hvorvidt respondenten pga. vanskeligheder med helbred og førlighed har problemer med:
- at gå
- at bruge armene
- fingerfærdighed
- personlig pleje
- at gå på toilettet
- ufrivillig vandladning
- synet
- hørelsen
- samtale med andre mennesker
- samvær med andre mennesker
- hukommelse og intelligens
samt
- type af eventuelt andet arbejde
- omfang af bibeskæftigelse
- udeholdelse af indtægter fra selvangivelse
- brug af uberettigede fradrag i selvangivelse
og yderligere
- respondentens hudfarve om sommeren
- omfang af solbadning
- hvorvidt respondenten har været solskoldet
- holdninger til forskellige udsagn om at blive solbrændt
- holdninger til forskellige udsagn om solens virkning på huden
- vaner omkring beskyttelse mod solforbrænding
- brug af solarium