Indhold
?
Fundamentet for foreningsidrætten har altid været det frivillige og ulønnede lederarbejde. Men kan foreningsidrætten også i fremtiden bygge på dette ideal? Idrætsforeningerne angiver selv ledermanglen som et af deres største problemer, dele af lederarbejdet (instruktion og træning af idrætsudøverne) undergår en stigende grad af professionalisering, ændringer i idrætten og dens organisering stiller nye krav til lederne, og samfundet har stigende forventninger til foreningerne, som de frivillige ledere kan have svært ved at leve op til.
Det er derfor forskningsprojektets generelle formål at belyse i hvilket omfang og under hvilke betingelser, foreningsidrætten i fremtiden kan baseres på det frivillige og ulønnede lederarbejde. Dertil søger projektet svar på følgende spørgsmål: Hvad karakteriserer et frivilligt og ulønnet lederarbejde, hvem er de frivillige og ulønnede ledere, hvorfor påtager de sig frivilligt og ulønnet lederarbejde, hvad går lederarbejdet ud på, hvordan er vilkårene for det frivillige og ulønnede arbejde i foreningerne?
Forskningsprojektet omfatter en teoretisk fordybelse i ''frivilligt og ulønnet arbejde'', en kvalitativ undersøgelse omfattende en historisk undersøgelse af lederarbejdet i 9 forskellige foreninger og interviews med 20 ledere fra samme foreninger samt en kvantitativ undersøgelse (som er genstanden for nærværende studiebeskrivelse). Se også DDA-1571.
Den kvantitative undersøgelse omfatter en postspørgeskemaundersøgelse af et repræsentativt udsnit på ca. 153 foreninger i fire udvalgte kommuner (to landkommuner, en bykommune og en storbykommune): Ejby, Ølgod, Brønderslev og Ballerup. Spørgeskemaet indeholder svarkategorier vedr. baggrundsdata, foreningens aktiviteter; medlemsantal-, alders- og kønsfordeling; konkurrencevilkår; arrangementsdeltagelse; formål og struktur, nu og før; økonomi, indtægter og udgifter; lederarbejdet, fordeling på alder og køn, økonomiske forhold, evt. mangel på ledere; tilhørssted og tilknytning; forhold til kommunen.202 0