Indhold
?
Antallet af psykiatriske sengepladser er blevet stærkt reduceret i hele den vestlige verden i løbet af de sidste 30 år. Samtidig er der foregået et skift i den psykiatriske behandling fra at være kustodiel i de store asyler til at blive mere aktiv i distriktspsykiatriske centre og i psykiatriske afdelinger i tilknytning til somatiske hospitaler. Denne udvikling har formentlig været til gavn for mange psykiatriske patienter, men i løbet af den samme periode har en gruppe alvorligt syge psykiatriske patienter, for det meste skizofrene, mistet kontakten med det psykiatriske behandlingssystem og rapporteres nu i tiltagende antal i fængsler og i institutioner for hjemløse.
I USA har hjemløshedsproblemet antaget et katastrofalt omfang, men også i København har det været synligt og givet anledning til en vedvarende mediedebat og flere politiske initiativer fra Folketingets side.
De få udenlandske studier, der er gennemført blandt hjemløse psykisk syge på gadeplan, tyder på, at en betydelig andel af gruppen udgøres af personer lidende af paranoid skizofreni, som er uden kontakt til det psykiatriske behandlingssystem.
Det må antages, at gruppen af psykisk syge hjemløse på gadeplan kan nås ved psykiatriske behandlingstiltag tilpasset gruppens psykopatologi, psykodynamik og aktuelle behov, og at mere intensive studier af gruppen kan vejlede i udvikling af sådanne programmer. Formålet med den foreliggende undersøgelse er derfor at beskrive en gruppe hjemløse, der levede på gadeplan i København med hensyn til sociale og psykiatriske forhold og at kortlægge de støtteforanstaltninger og behandlingstiltag, offentlige, halvoffentlige og private, som gruppen for øjeblikket har berøring med.