Indhold
?
Undersøgelsen er et populationsbaseret tvillingestudie, som blev iværksat for at undersøge den relative betydning af arvelige og miljømæssige faktorers betydning for midaldrenes helbred samt for at etablere et sammenligningsgrundlag for de øvrige undersøgelser af aldring ved Det Danske Tvillingeregister og Epidemiologi, Syddansk Universitet. Undersøgelsen er en parallel til Det Longitudinale Studie af Aldrende Danske Tvillinger (LSADT) og omfatter en yngre aldergruppe, nemlig tvillinger født i perioden 1931-1952. I modsætning til LSADT har der kun været gennemført en undersøgelse af de midaldrende, nemlig i 1998-1999.
Deltagerne blev udvalgt gennem en stratificeret udvælgelse med 240 tvillinger fra hvert af fødselsårene fra 1931 til 1952. I hver fødselsårgang blev udvalgt lige mange mænd og kvinder, fordelt på henholdsvis 40 par monozygote (enæggede), 40 par enskønnede dizygote (tveæggede) og 40 par tvekønnede dizygote (tveæggede) tvillingepar.
I alt 4314 tvillinger gennemførte et personligt interview ud fra et struktureret spørgeskema, og der blev indsamlet en biologisk prøve i form af enten en kindbørste-prøve eller et par dråber blod opsamlet på filterpapir. Interviewet omhandler spørgsmål om sociodemografiske forhold, husstand, familiemæssige spørgsmål, selvvurderet helbred, forekomst af sygdomme og symptomer, medicinforbrug, selvrapporteret højde og vægt, fysisk funktionsevne (inklusive test af fysisk funktionsevne), kognitive færdigheder, depression samt livsomstændigheder og -vilkår.
Det overordenede mål med undersøgelsen er at karakterisere overlevelsesmønstre i alderdommen og aldringens natur inden for fire overordnede områder: 1) fysisk evne og formåen samt mangel på samme, 2) kognitiv funktion, 3)depressions symptomatologi og 4) helbred og dødelighed. Undersøgelsen har været genstand for dels selvstændige analyser, dels indgået i en række analyser i kombination med data fra LSADT og 1905-kohorten.