Indhold
?
Formålet med undersøgelsen er primært at indsamle oplysninger, der belyser befolkningens beskæftigelsesforhold. Hvor mange er beskæftigede, arbejdsløse, under uddannelse, på efterløn, på pension osv.? Hvordan er folks arbejdstider, og hvilken uddannelse og efteruddannelse har de?
Undersøgelsens andet formål er at belyse arbejdsløshed og fra efteråret 1993 er spørgeskemaet derfor udvidet med et stort antal spørgsmål til de arbejdsløse om baggrunden for deres arbejdsløshed og spørgsmål til beskæftigede, om de har været arbejdsløse, og hvordan de kom i arbejde igen.
Dette datamateriale (DDA-22102) er anvendt i en spørgeskema- og registerundersøgelse af velfærd og incitamenter til arbejde i 1993-1996. Forudsætningen for spørgeskema- og registerforskningsmetoden er, at de involverede datafiler indeholder en unik reference til alle observationer, som muliggør en sammenkobling.
Datamaterialet, der er arkiveret i DDA, er spørgeskemadata indsamlet med et struktureret spørgeskema, og oplysningerne kommer fra en afgrænset population, der er genstand for undersøgelsen.
Projektet (velfærd og incitamenter til arbejde) har også anvendt et registerudtræk, som findes i Danmarks Statistik. Dette registerudtræk, som stammer fra forskningsregistre i Danmarks Statistik, er ikke arkiveret i DDA, men befinder sig i Danmarks Statistik.
Det dokumenterede datamateriale (DDA-22102) indeholder et identifikationsnummer, som er forudsætningen for, at datafilen kan sammenkobles med det anvendte registerudtræk fra Danmarks Statistik. Det vil derfor være muligt at rekonstruere undersøgelsens samlede datamateriale på Danmarks Statistik, såfremt der skulle opstå behov herfor.
Denne undersøgelse (DDA-22102) er en opfølgningsundersøgelse på undersøgelsen Velfærd og Incitamenter, 1993-1994 (DDA-22082).