Formål
?
Formålet med dette studie er at undersøge effekten af central laserbehandling på de centrale kars diametre hos patienter med diabetisk makulært ødem. Derudover er formålet at undersøge sammenhængen mellem ændring i det makulære ødem og ændring i kardiametre. Der er tale om en retrospektiv gennemgang af journalmateriale fra patienter behandlet for diabetisk makulært ødem på Øjenafdeling E, Odense Universitetshospital, gennem de seneste år. I studiet blev der lavet karanalyser af fundusbilleder før og efter behandling.
Indhold
?
Diabetes mellitus (DM) er en kronisk sygdom karakteriseret ved kronisk forhøjet blodsukker. DM er forårsaget af forskellige årsager og sammenhænge. Type 1 diabetes er forårsaget af ophørte funktioner i de insulinproducerende beta-celler i det langerhanske væv på grund af autoimmun ødelæggelse. Dette fører til insulinmangel, og forhøjet blodsukker. Ved type 2-diabetes (ikke-insulinafhængig diabetes mellitus NIDDM), som ofte er forårsaget af livsstil opstår perifer insulinresistens, hvilket fører til udtømning af beta-celler og forhøjet blodsukker. 95 % af personer, der debuterer med diabetes i barndommen har type 1-diabetes, mens type 2-diabetes ofte er relateret til livsstil og oftest debuterer i sen voksenalder. I 2010 blev antallet af diabetikere på verdensplan skønnet til at være 285 mio. Dette tal forventes at stige til et alarmerende 380 mio. i 2025 og 438 mio. i 2030. Forekomsten af patienter med diabetes i Danmark er steget fra 114.000 i 1997 til 227.000 i 2006, og antallet ventes at stige til 470,000 til 625,000 i 2025. På grund af mikro-og makrovaskulære komplikationer hos patienter med diabetes, har de en øget risiko for sygelighed og dødelighed. Makrovaskulære komplikationer kan føre til for tidlig død forårsaget af åreforkalkning af arteriolerne i hjerne og hjerte. Mikrovaskulære komplikationer forekommer i forskellige organsystemer og kropsvæv, såsom nyrerne (nefropati), nerver (neuropati) og øjnene (retinopati), hvoraf den sidste er den hyppigste. Diabetisk retinopati (DR) er den mest almindelige komplikation blandt diabetespatienter og den hyppigste årsag til synshandicap og blindhed for personer i den arbejdsdygtige alder i den vestlige verden. Synsnedsættelsen er oftest forårsaget af proliferativ diabetisk retinopati (PDR) eller diabetisk makulær ødem (DME). PDR er formering af kar eller "unormal vækst" af arterioler i nethinden på grund af iltmangel. De nye og unormale kar er ustabile og kan forårsage blødninger i glaslegemet, Amotio retinae, og vækst af bindevæv. Det er meget vigtigt at opfange patienter med PDR så tidligt som muligt, så de kan behandles. Inden for en periode på 25 år vil 83 % af diabetespatienter udvikler DR, blandt disse vil 42 % have PDR. Synshandicap er naturligvis en frygtet komplikation, og indenfor en periode på 25 år er 7,5 % blevet blind. DME er en ekstracellulær samling af væske i området af synsskarphed kaldet macula. Normalt kan blod-retinabarrieren holde tæt til passage af proteiner og kun tillade passage af vand og kontrolleret udsivning af vandopløselige stoffer. DME forårsager en beskadigelse af blod-retina barrieren som resulterer i udsivning af proteinholdig væske fra karrene. Udsivningen fører til ødem, udfældning og aflejring af serumlipoproteiner i nethinden. Sporing af de fremtidige ændringer i nethinden i DR sker ved fundus fotografering (billeder af nethinden), hvor forholdene vurderes og sorteres. DR kan opdeles klinisk i forskellige faser af non-proliferativ diabetisk retinopati (NPDR ) og PDR. Desuden kan DME forekomme i alle faser, med en fire- års incidens på 8,2 % og give en yderligere forværring af synet. PDR og DME er synstruende komplikationer som kan udskydes og behandles med streng metabolisk kontrol og laser koagulation (henholdsvis panretinal og central laserbehandling ). Takket være indførelsen af disse behandlinger har der været et markant fald i forekomsten af PDR og synshandicap i de seneste år.