Indhold
?
En langsigtet ældrepolitik forudsætter, at man har et billede af fremtidens ældre, deres behov og deres forventninger til alderdommen. Det er også nødvendigt at belyse, hvordan den fremtidige samfundsudvikling kan påvirke disse forventninger. På den baggrund iværksatte Ældre Fonden i 1987 et Fremtidsstudie med særlig vægt på de kommende generationer af ældre.
I 2002-undersøgelsen er der stillet generelle spørgsmål om forventning og holdninger til det at blive ældre, ligesom Fremtidsstudiet belyser mange delområder, herunder livskvalitet, fritid og frivilligt arbejde, arbejdsliv og arbejdsophør, boligforhold, socialt netværk, økonomi og pensionsforhold samt helbred og uddannelse.
For at belyse fremtidens og nutidens ældres levevilkår og deres forventninger og holdninger til forhold, som kunne tænkes at have indflydelse på deres alderdom, har Ældre Fonden i 1987 og Ældre Sagen 1997 og 2002 foretaget en interviewundersøgelse blandt fremtidens ældre vedrørende deres nuværende forhold. I 1987 blev der gennemført 1.200 interview med personer i alderen 40-44 år, 50-54 år samt 60-64 år, og i 1997 gennemførtes omkring 1.000 interview med de samme personer (nu i aldersgrupperne 50-54, 64-64 og 70-74 år) samt en ny gruppe 40-44-årige. Fremtidsstudiet 2002 er en opfølgning på de to tidligere Fremtidsstudier. I Fremtidsstudiet 2002 indgår både personer, som var med i 1987 og 1998 samt helt nye interviewpersoner i aldersgrupperne: 45-49 år, 55-59 år, 65-69 år og 75-79 år.