Indhold
?
Astma er den hyppigste arbejdsbetingede luftvejslidelse i højindkomstlande. Arbejdsbetinget og arbejdsforværret astma er potentielt muligt at forebygge.
Der er i tidligere undersøgelser fundet øget hyppighed af symptomer på astma, kronisk bronkitis, nedsat lungefunktion, daglig hoste, rhinitis og conjunctivitis blandt personer ansat i træ- og møbelindustrien, sammenlignet med andre erhvervsaktive grupper. Eksponering for træstøv fra forskellige træsorter (for eksempel kæmpetuja, eg, fyrretræ, ramin, iroko og ibenholt) kan forårsage astma.
Det er ud fra den foreliggende litteratur ikke muligt at vurdere omfanget af ovenstående helbredsproblemer, specielt ikke for fyrretræ og andre træsorter der ofte forarbejdes i de nordiske lande.
Der er blevet gennemført en tværsnitsundersøgelse på 54 møbelvirksomheder og 3 kontrolvirksomheder med det formål at undersøge sammenhæng mellem erhvervsmæssig eksponering for træstøv og luftvejssygdom.
Fyrretræ var den mest benyttede træsort, men også spånplader og bøgetræ blev ofte forarbejdet.
I denne såvel som i tidligere undersøgelser er der vist helbredseffekter ved eksponering for træstøv under den danske grænseværdi på 2 mg pr. kubikmeter. Faldet i støvkoncentrationen tyder på, at arbejdsmiljøforholdene i Danmark er blevet forbedret i løbet af de sidste 12 år. Der er gode muligheder for at igangsætte forebyggende foranstaltninger og derved reducere støvniveauet yderligere. Det vil være hensigtsmæssigt at fokusere på forbedring af lokaludsug på forarbejdningsmaskiner, hensigtsmæssige rengøringsrutiner og indkapsling af maskiner.
Tidlig diagnosticering og reduktion eller eliminering af eksponeringen forbedrer prognosen for arbejdsbetinget astma. Det er derfor vigtigt, at læger og ansatte er opmærksomme på mulige tilfælde af astma, der er arbejdsbetingede, eller som forværres af arbejdet.
Den kohorte af møbelarbejdere og kontroller, der er etableret i denne tværsnitsundersøgelse, vil blive fulgt i årene fremover.