Indhold
?
Statistikken omfatter de krisecentre, der er oprettet og drevet efter servicelovens § 109. Ifølge denne bestemmelse skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til borgere, som har været udsat for vold, trusler om vold eller lignende kriser i familie- eller samlivsforhold. Borgerne kan have medbragte børn. Statistikken viser borgere og børn, samt ophold og ophold med børn på krisecentre opdelt på bopælskommune, herkomst, alder og varigheden af opholdene. Herkomst er her en betegnelse for om borgeren er af dansk oprindelse, indvandrer eller efterkommer af indvandrere. Alder er i denne sammenhæng alder ved udgangen af året. Bopælskommunen er den kommune, hvor borgeren og eventuelle medbragte børn boede før de kom på krisecenter.
I 2024 blev § 109 i serviceloven udvidet, således at mænd fra den 1. juli 2024 har ret til ophold på et krisecenter på samme vilkår som kvinder. De kan ligeledes medbringe deres børn. Fra 2017 og frem til den 1. juli 2024 er alle borgere der indgår i statistikken kvinder, mens der fra den 1. juli 2024 både indgår mænd og kvinder.