LE-databasen var et middel til at registrere oplysninger om styrelsens formidling af ansøgninger om autorisation og lignende med henblik på udøvelse af lovregulerede erhverv på grundlag af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer. Fra 2001 til 2009 havde Styrelsen for International Uddannelse (tidligere Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser og fra 2005 CIRIUS) til opgave at formidle ansøgninger til de kompetente myndigheder, først ansøgninger om anerkendelse efter EU-regler, fra og med august 2004 også ansøgninger fra tredjelandsborgere. Databasen skulle muliggøre en sikker sagsbehandling, herunder give hurtig adgang til oplysninger om sagsforløbet. Databasen skulle desuden gøre det muligt at foretage opgørelser, bl.a. til brug for rapportering til Folketinget og til Europa-Kommissionen.