Indhold
?
I 1965 gennemførte Socialforskningsinstituttet en undersøgelse af de 14-20 åriges uddannelsessituation. Som en fortsættelse af denne undersøgelse ønskede man nærmere at belyse den proces, der fører til de uddannelsesmæssige forhold, som 1965-undersøgelsen påviste. Derfor iværksatte Socialforskningsinstituttet i foråret 1968 på foranledning af Undervisningsministeriet en undersøgelse af en generation af unges uddannelses- og erhvervsvalg.
Undersøgelsen kaldes Ungdomsforløbsundersøgelsen. I undersøgelsen forsøgte man at finde frem til, hvordan det kan være, at nogle får een uddannelse frem for en anden, eller eet arbejde frem for et andet. Desuden ville man finde ud af, hvorfor nogle er i uddannelse i ungdomsårene, mens andre er i arbejde.
Et sådant undersøgelsesformål kan bedst opfyldes, hvis undersøgelsen er af longitudinal karakter, dvs. en forløbsundersøgelse. Derfor består undersøgelsespopulationen af 3.100 unge, som man ville følge i ca. 6 år, fra deres 14.-15. til deres 20.-21. år. Disse unge blev i foråret 1968 udvalgt som et repræsentativt udsnit af 7. klasses-elever over hele landet.
For at gøre billedet af uddannelses- og erhvervsvalgsprocessen så fyldigt og klart som muligt prøvede man at afdække mange forskellige områder, som kunne tænkes at have indflydelse på denne proces. Dette gjorde man ved at optage interviews af forskellig art, ved at spørge de unge om forhold, som måske ikke umiddelbart syntes at have forbindelse med uddannelses- og erhvervsvalget (fx om fritidsbeskæftigelse og kontakt med jævnaldrende) samt ved at interviewe de unges forældre og lærere.
Umiddelbart kunne man tro, at det ville være nok at interviewe een gang, fx ved 25-års alderen, og så bede interviewpersonerne fortælle, hvordan det er gået dem. Når man ikke gjorde det, skyldes det, at blandt de utroligt mange forhold, der har betydning for, hvordan det går den enkelte, husker man kun nogle, og som tiden går, bliver det huskede mere og mere forvrænget. Måske svarer man, så det passer med, hvad der senere er sket. I undersøgelsen var man interesseret i, hvad der faktisk skete. Derfor var man også nødt til at spørge om det, mens det foregik, og altså måtte man interviewe flere gange under uddannelses- og erhvervsvalgsforløbet.
1. fase:
Det første interview med de unge fandt sted i maj 1968, hvor de unge foruden et spørgeskema hovedsagelig vedrørende social baggrund, skoleforhold og fritidsaktiviteter også besvarede et spørgeskema til belysning af forskellige sociale attituder samt et spørgeskema med tre færdighedsprøver. Dette første interview blev gennemført som gruppeinterview i skolen under tilsyn af en fra Socialforskningsinstituttet udsendt interviewer.
I den første fase gennemførte man desuden i maj 1968 interviews med de unges klasselærere ved hjælp af et selvadministreret spørgeskema, der faldt i tre afsnit, hvor det første omhandlede almindelige data vedrørende lærer og klasse, det andet formede sig som lærerens forsøg på at skønne over sine elevers uddannelsesmæssige karriere, mens tredje afsnit drejede sig om nogle mere generelle vurderinger, hvor man spurgte om lærerens almindelige holdning til nogle af de værdier, som eleverne havde vurderet i de skemaer, de havde udfyldt. Spørgsmålene i det første afsnit af dette skema blev - ligeledes ved et selvadministreret spørgeskema - igen besvaret af de unges klasselærere i oktober 1968.
Endelig gennemførte man i første fase i juni 1969 postskemainterviews med de unges forældre, hvor man spugte om bl.a. forældrenes kontakt med deres børns skole, og hvilke tanker forældrene havde gjort sig om deres børns uddannelse.
2. fase:
Et noget kortere skema end det ved første fase anvendte blev besvaret af de udvalgte unge i 1970. Da en temmelig stor del af de unge nu var gået ud af skolen, besluttede man at gennemføre den anden interviewfase i to omgange og ved to forskellige metoder. De unge, der stadig gik i skole, blev i marts udspurgt ved gruppeinterview på skolen under en lærers opsyn (ikke under opsyn af en interviewer udsendt af Socialforskningsinstituttet som i 1968, da eleverne nu var spredt over mange flere skoler - ca. 400 mod 152 i 1968), mens de unge, der var gået ud af skolen, i maj måned blev interviewet på deres bopæl af Socialforskningsinstituttets interviewere. Da næsten det samme spørgeskema blev benyttet ved den gruppevis organiserede udfyldning og ved det mundtlige interview, forsøgte man at gøre de to interviewsituationer så lig hinanden som muligt, ved at intervieweren, inden det mundtlige interview blev påbegyndt, gav interviewpersonen et tomt spørgeskema, som denne kunne følge med i under besvarelsen af spørgsmålene.
3. fase:
Tredje interviewfase blev gennemført ved mundtlige interviews i maj 1971, da de unge var omkring 17 år. Denne gang interviewede man kun de unge, der ikke gik i skole, dvs. dem, der var gået ud af skolen efter 7., 8. eller 9. klassetrin. Foruden spørgsmål om arbejde og uddannelse spurgtes der fx om de unges fritidsbeskæftigelse, deres kammerater, holdning til forældre og fremtidsønsker, og ligesom ved det mundtlige interview i maj 1970 fik interviewpersonen et tomt spørgeskema at følge med i under interviewet.
4. fase:
I februar 1973 blev alle de udvalgte unge interviewet (igen ved mundtligt interview, hvor interviewpersonen inden interviewet havde fået udleveret et tomt spørgeskema); de var nu omkring 19 år, og de fleste var gået ud af skolen, mens en del dog endnu gik i gymnasiet. Foruden mange spørgsmål om uddannelse, arbejde og fremtidsplaner spurgtes der om forældre og kammerater m.v., ligesom der også var en hel del spørgsmål om de unges meninger om forskellige forhold, fx om hvad der er af betydning ved det fremtidige arbejde, og om hvorledes de opfatter sig selv.
De første fire faser er beskrevet under DDA-1363: Ungdomsforløbsundersøgelsen, 1968-1973.
5.fase: Den femte interviewfase fandt sted ved mundtligt interview i november 1976, da de unge var omkring 22 år.
Denne femte fase er beskrevet under DDA-1364: Ungdomsforløbsundersøgelsen, 1976.
6.fase (nærværende undersøgelse):
Den sjette interviewfase fandt sted ved mundtligt interview i oktober 1992, da de unge var i 38 års alderen. 2958 personer af de oprindelige 3151 havde stadig bopæl i Danmark, og 90% lod sig interviewe